En gammel kæmpe er død

En gammel kæmpe er død

Helmuth Christensen, Hemmelut, Hemme – måtte desværre kaste håndklædet i ringen og afspadsere søndag morgen d. 23. Juni.

En større operation og flere sygehusophold blev for meget, selvom det ikke er mere end 14 dage siden, han så lyst på livet og igen skulle ud og køre marsken tynd med sit uundværlige kamera. Det kamera som var hans uadskillelige ledsager og som fangede de mest utrolige billeder gennem et langt fotografliv. I de sidste år med fokus på smukke unikke marskbilleder, som har glædet mange på flere store udstillinger.

Hemme var i alle årene, fra dets genopbygning i Tønder i 70´erne, en fast del af livet på og omkring hedengangne Imme Gram og Tønder Skibslag. De seneste år ikke så meget som aktivt sejlende men mere omkring huset på Kalvø.

Tønder festivalen var fra den spæde start i 73-74 og indtil nu en meget væsentlig del af Helmuths liv, hvor han var et markant omdrejningspunkt både som fotograf og som tovholder for Festivalens store torvearrangementer.

Der kan fortælles utroligt mange historier om Hemmes aktive liv og hans mange indfald- heraf mange sammen med hans bedste ven og ”legekammerat” afdøde ”Røde Erling”- og det vil der blive gjort, der hvor Imme folk og Festivalfolk mødes-og alle historierne vil medføre lystig latter og lægge op til næste anekdote og næste igen..

 Et markant, ærligt og særligt menneske har sat sine unikke spor. Spor som vil blive husket af alle, der havde den glæde og oplevelse at kende ham.

Ikke mindst Else hans livsledsager, ven og kone gennem de sidste rigtig mange år.

Niels Kristian.

Comments are closed.